.

For et styrket og fleksibelt sind

Velkommen til Sportspsykologisk Praksis


"Jeg ser en klar sammenhæng mellem mental styrke og fysiske præstationer – når vi styrker den mentale side, forbedres vores evne til at præstere under pres samtidig med, at vores trivsel og livskvalitet øges."

Jeg hedder Maria Jacobsen og er autoriseret psykolog og specialpsykolog med 12 års erfaring. Jeg tilbyder forløb med fokus på sportspsykologi og mentaltræning, individuel terapi og workshops. Læs mere om mig her på hjemmesiden eller kontakt mig og hør nærmere. 

Om mig

Mit navn er Maria Jacobsen og jeg er autoriseret psykolog og specialpsykolog i psykiatri med over 12 års erfaring. Jeg har arbejdet med en bred vifte af psykologiske problemstillinger, herunder både svære psykiske lidelser og lettere udfordringer. Denne erfaring har givet mig et grundigt indblik i de psykologiske mekanismer, der styrer vores adfærd, beslutningstagning og præstationer – både i hverdagen og i mere pressede situationer.


Min interesse for sportspsykologi kommer fra min egen erfaring som styrkeløfter, hvor jeg oplevede, hvordan de mentale aspekter kunne have stor betydning for min præstation. Jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke kun er den fysiske træning, der bestemmer, om man når sine mål. Evnen til at bevare fokus og håndtere svære tanker og følelser kan være lige så afgørende. Den erkendelse gjorde mig interesseret i, hvordan mental træning kan understøtte og optimere præstationen og hvordan vi kan bruge psykologiske metoder til at arbejde med mentale barrierer.


Som psykolog har jeg en solid forståelse for, hvordan mentale processer påvirker vores handlinger og præstationer. Jeg arbejder ud fra en evidensbaseret tilgang og kan hjælpe atleter med at identificere de psykologiske faktorer, der kan hæmme deres udvikling. Jeg ser mental træning som en vigtig støtte til den fysiske træning og tror på, at de bedste præstationer opstår, når de to elementer arbejder sammen. Jeg fokuserer på at hjælpe atleter med at forstå og mestre de mentale aspekter af deres sport, så de kan opnå ambitiøse mål og samtidig udvikle sig personligt.

Hvad jeg tilbyder

Jeg tilbyder psykologisk støtte og udviklingsmuligheder for atleter, der ønsker at optimere deres mentale styrke og præstationer. Jeg arbejder med at skabe individuelle forløb, der passer til den enkelte atlets behov, uanset om du ønsker at forbedre din præstation, håndtere mentale barrierer eller øge din generelle trivsel.

Jeg tilbyder:

  1. Individuel terapi og coaching

    Jeg tilbyder coaching og terapi, hvor vi fokuserer på de mentale barrierer, der påvirker din præstation og personlige udvikling. Forløbet henvender sig til dig, der ønsker at få konkrete løsninger på udfordringer som stress, usikkerhed, lavt selvværd og præstationsangst. Vi ser nærmere på de psykologiske faktorer, der kan stå i vejen for dine mål og arbejder på at finde løsninger, der hjælper dig med at håndtere udfordringerne på en måde, der fremmer din præstation, mentale styrke og trivsel.


  2. Præstationspsykologisk forløb

    I dette forløb udvikler vi de mentale færdigheder, der optimerer din præstation under pres. Med udgangspunkt i ACT (Acceptance and Commitment Therapy) arbejder vi på at øge din psykologiske fleksibilitet – evnen til at håndtere tanker, følelser og kropsfornemmelser, der opstår i træning og konkurrence.

    Vi fokuserer på at håndtere nervøsitet og spænding, forbedre koncentration og opretholde motivation, selv under pres. Gennem ACT-teknikker lærer du at acceptere udfordrende tanker og følelser uden at lade dem styre dine handlinger, så du kan bevare fokus og træffe målrettede beslutninger.

    Forløbet giver dig konkrete værktøjer til at styrke din mentale robusthed og håndtere modgang effektivt, så du kan præstere dit bedste og nå dit fulde potentiale.


  3. Workshops og oplæg

    Jeg holder workshops og oplæg, der giver indsigt og konkrete metoder inden for præstationspsykologi, mental træning og personlig udvikling – altid med trivsel som en central del. Vi arbejder med emner så som at styrke fokus og motivation, håndtere nervøsitet og pres, samt opbygge mental robusthed i udfordrende situationer. Indholdet tilpasses jeres behov, hvad enten I er individuelle atleter, træningsteams eller organisationer, der ønsker at fremme både præstation og trivsel i hverdagen.


  4. Teambaserede forløb
    Jeg tilbyder også at arbejde med træningsgrupper eller sportshold, hvor vi implementerer mentale strategier, der styrker samarbejde, kommunikation og præstationer på holdet. Vi kan arbejde med teamdynamikker, gruppens mentale styrke, psykologisk tryghed og hvordan man håndterer kollektiv stress og modgang.

  5. Supervision og sparring for trænere og ledere
    For trænere og sportsledere tilbyder jeg supervision og sparring, der kan hjælpe med at styrke den mentale tilgang til coaching og ledelse. Dette kan inkludere refleksion over, hvordan man bedst støtter atleterne mentalt, hvordan man skaber et motiverende og støttende miljø og hvordan man arbejder med den mentale del af træning og konkurrence.


Indsatsområder

 Her er nogle af de områder, jeg kan støtte dig i:

  • Præstationsangst: Når nervøsitet og spænding tager over og det føles som om, du ikke kan levere dit bedste – både til træning og i konkurrence.

  • Perfektionisme og selvkritik: Når høje krav til dig selv fører til stress, forværret trivsel eller hæmmer din præstation.

  • Selvværd: At styrke troen på dig selv, uanset om det handler om din præstation, din krop eller dit værd som menneske. 

  • Identitet og identitetskriser: Når du oplever at være fanget mellem forskellige roller – som atlet, træner eller i dit privatliv – og føler dig usikker på, hvem du er uden for sporten. Jeg hjælper dig med at få indsigt i din identitet og finde balance mellem de forskellige sider af dig selv.

  • Skadeshåndtering: At finde mentalt overskud og motivation under genoptræning samt håndtere usikkerhed og frygt for tilbagefald.

  • Spiseproblematikker og kropsopfattelse: Atleter og trænende kan ofte opleve udfordringer med mad, krop og vægt, hvor presset for at præstere eller se ud på en bestemt måde fylder meget. Jeg hjælper dig med at arbejde hen imod kropsro - en sundere og mere balanceret relation til mad og krop.

  • Frygt for at fejle eller ikke leve op til forventninger: Mange atleter oplever frygt for at mislykkes, hvilket kan påvirke deres præstation. Jeg hjælper dig med at håndtere frygten, så den ikke tager plads for dit fokus.

  • Stresshåndtering og balance: At skabe balance mellem træning, konkurrence og det øvrige liv kan være en udfordring. Jeg hjælper dig med at håndtere stress og finde sunde måder at balancere de forskellige krav, du møder i din hverdag.

  • Impulsivitet og beslutningstagning: Nogle atleter kæmper med hurtige beslutninger i stressede situationer, hvilket kan føre til ineffektive handlinger. Jeg arbejder med dig på at forbedre din beslutningstagning under pres.

  • Kommunikation og samarbejde: For trænere og hold, der ønsker at forbedre dialogen og skabe et stærkt og støttende miljø.

  • Generel mental sundhed: At håndtere følelsesmæssige udfordringer som angst, tristhed eller manglende selvtillid, der påvirker både sporten og livet uden for træningen.

Jeg møder dig, hvor du er og tilpasser min hjælp til dine behov og mål. Uanset om du er eliteudøver, motionist eller træner, handler det om at finde de mentale strategier, der styrker dig – ikke kun i din sport, men også i dit liv.

Min Tilgang

Min tilgang er evidensbaseret og målrettet den enkelte og jeg kombinerer psykologisk metode med praktiske redskaber til at fremme præstation og personlig udvikling. 


Nogle af de centrale metoder, jeg arbejder med, er:

  1. ACT (Acceptance and Commitment Therapy)
    ACT fokuserer på at hjælpe dig med at acceptere de tanker og følelser, der kan opstå under træning eller konkurrence, uden at lade dem påvirke dine handlinger. Det handler om at blive mentalt stærk og fleksibel ved at vælge handlinger i tråd med dine værdier - selv når du er under stort pres. Ved at arbejde med ACT lærer du at navigere i de mentale udfordringer, der kan opstå og i stedet for at undgå dem eller kæmpe med dem, lærer du at handle effektivt på trods af dem.

  2. Mindfulness
    Mindfulness træning giver dig evnen til at være opmærksom i nuet og reducere distraktioner, hvilket er essentielt i sport, hvor fokus kan være afgørende. Denne metode hjælper dig med at regulere stress, håndtere præstationsangst og forblive i kontrol, selv når situationen er presset. Jeg arbejder med mindfulness som et praktisk redskab til at forblive fokuseret og til stede i dine trænings- og konkurrencesituationer.

  3. Compassionfokuseret Terapi
    Medfølelse med sig selv er en vigtig del af at kunne udvikle sig og opnå ambitiøse mål. Jeg hjælper dig med at arbejde med at møde både succeser og fejl med en forståelse og rummelighed, som fremmer læring og udvikling. Med en medfølende tilgang bliver du i stand til at håndtere modgang og frustration på en konstruktiv måde frem for at selvkritik og negative tanker får lov at overtage.

  4. Psykodynamisk terapi
    Jeg arbejder med psykodynamiske terapi, der giver indsigt i de dybere psykologiske mønstre, der kan spille en rolle i din præstation. Det kan dreje sig om ubevidste barrierer, tidligere erfaringer eller relationer, der påvirker din måde at reagere på i træning og konkurrence. Ved at forstå disse processer kan vi arbejde med at skabe mere konstruktive måder at reagere på og sikre, at mentale blokeringer ikke står i vejen for din udvikling.

Priser & Vilkår

Mit honorar er DKK 1.100,- for individuel terapi (50-60 min.)

Afbud skal gives senest dagen før senest kl. 12.00 og i modsat fald opkræves fuld betaling.
For workshops, hold og undervisning: Kontakt for nærmere aftale

Samtaler kan også foregå online

Jeg er medlem af Dansk Psykolog Forening 


Praksis:
Terapihuset i Hellerup

Marievej 2, 1 tv.
2900 Hellerup